Adam Rodriguez er en skuespiller, der har optrådt i Magiske Mike og CW'erne Jomfru Jane . Til efteråret kan du se ham på CBS's Kriminelle sind . Næste år kan du se ham på filmens genindspilning af CHips .
Min families immigrationshistorie går tre generationer tilbage på min mors side og to generationer på min fars side. Mine oldeforældre flyttede fra Puerto Rico til New York i 1920'erne. De mødtes kort efter, blev gift og begyndte deres amerikanske liv sammen. Det liv var dedikeret til at opdrage fem piger i East Harlem, som til gengæld havde i alt 17 børnebørn (hvoraf den ene var min mor).
I slutningen af 1960'erne flyttede familien fra spanske Harlem til The Bronx, som blev familiens hjemmebase i de næste 40 år. Det var der, jeg dannede mange af mine barndomsminder og skabte min stærke kærlighed til familien. Min tipoldefar døde kort før mine forældre blev gift, så jeg nåede aldrig at møde ham. Min oldemor Eufemia lærte aldrig at tale engelsk, og mit spanske, mens hun levede, var aldrig godt nok til, at vi kunne kommunikere særlig godt med ord. Men i stedet for at være en barriere, lærte denne ikke-engelsktalende kvinde mig en vidunderlig lektie: kraften i nonverbal kommunikation. En fantastisk ting, i betragtning af at hun aldrig engang kunne sige mit navn korrekt. Indtil hun døde, da jeg var 16, kaldte hun mig 'Haro'. Jeg tror, det lød som Adam i hendes sind. Sjovt!
At sige 'jeg elsker dig' med et blik, et kram, en tallerken med din yndlingsmad eller blot et smil blev så tydeligt, som nogen ord nogensinde kunne være. Gennem dette forhold begyndte jeg at forstå, at kommunikation simpelthen handlede om at formidle følelser, og at ord på ethvert sprog kun er en måde at klæde dem på eller camouflere dem. Når du tillader dig selv at forbinde med en anden person, er det meget nemt at forstå dem, selv uden ord.
Min farfar kom til New York fra San Juan, Puerto Rico, i 1930'erne; han var 12 år på det tidspunkt og flyttede sammen med sin mor. Han lærte aldrig at tale meget engelsk, men han fortsatte med at eje to bodegaer i mange år. Han mødte min farmor, da hun var kunde i en af hans butikker og friede og giftede sig med hende. Min bedstemor var ankommet til New York fra Cuba i begyndelsen af 1940'erne og opfostrede to børn, mens hun hjalp med at forsørge min bedstefar med hans forretninger. Efter at have forladt spanske Harlem, alias 'El Barrio', boede de i The Bronx, hvor min far og tante voksede op.
Som de fleste førstegenerationsamerikanere talte både min far og min tante spansk som førstesprog og derefter engelsk. De gik i skole og elskede deres land og ønskede at bidrage til det ved at assimilere og skabe et godt liv for sig selv. Efter gymnasiet kom min far i militæret, og efter sine fire års tjeneste kom han i hærens reserver, hvor han gjorde tjeneste i yderligere 24 år. I løbet af den tid tog han en bachelorgrad og derefter en juragrad. Da han var søn af indvandrerforældre, havde han lysten til at lykkes og frygtede aldrig hårdt arbejde eller ofre. Heldigvis blev det givet videre til mig, søn af en søn af immigranter.
Mennesker, der forlader kendskabet til et liv i et andet land for at skabe et hjem i Amerika, er ofte den slags mennesker, der er villige til at ofre sig, at arbejde utrætteligt for at bygge noget til sig selv og deres kære. De tager rejsen og overvinder udfordringerne, fordi de ved, at de vil opnå noget, der er større, end de måske er i stand til andre steder. Det kræver mod, ambitioner og vedholdenhed, og det er de mennesker, fra lande over hele verden, der har givet og vil fortsætte med at gøre dette land til et løftet fyrtårn. Jeg er stolt af at dele et glimt af den familie, jeg kommer fra. Jeg tager ikke let på deres hårde arbejde, jeg værdsætter deres dedikation til land og familie, og jeg ved, at dette land ikke ville være, hvad det er uden folk som dem.
